Tattoos part. 1

Hej alle sammen!
Nu er det lang tid siden, jeg har lagt nogle billeder op til jer! Jeg er i gang med et lille projekt, hvor jeg finder en masse tatoverede mennesker og skyder deres blæk :b! Hehehehe. En skæg formulering!
^^

Har du talt med en spiseforstyrret i dag?

Har du snakket med en spiseforstyrret i dag?
Nej?
Det er problemet for rigtig mange, som lider af spiseforstyrrelser. Emnet er farligt og ukendt for mange, og derfor er det vigtigt at få større fokus på. Mange kan blive stoppet i deres selvskade, hvis vi blot snakker med dem!

Disse billeder er en del af en kampagne, som jeg rigtig gerne ville have, Danmark tog op! Hvor mange der ser dem, ved jeg ikke, men jeg vil med billederne og de historier, jeg har fået fortalt fra andre spisefortyrrede forsøge at skabe større fokus på de sygdomme, som flere og flere unge får!
Billederne må I meget gerne reklamere med eller for på jeres egen blog! Jo flere vi er, jo flere hører os!

"Efter at sygdommen for alvor tog fat i mig, udviklede jeg mine ritualer omkring min mad. Alle ritualerne skulle få det til at se ud som om, at jeg spiste meget mere mad, end jeg reelt gjorde.
Om morgenen passede det med, at jeg kunne spise alene. Derfor skar jeg et stykke brød og krummede mest muligt. Jeg sørgede omhyggeligt for at efterlade et rod af smør og osteskorper, så de ville tro, at jeg spiste masser af brød. Men i virkeligheden endte den skrive brød godt gemt nederst i skraldespanden, hvor det var viklet ind i et stykke køkkenrulle, så det ikke kunne ses gennem posen. I weekenderne blev jeg reddet ved, at jeg skulle ud på rideskolen og sørgede altid for at stå op i sidste øjeblik. Derfor måtte jeg tage maden med i hånden, så jeg ikke kom for sent. Det kunne passende gives væk eller ende i skraldespanden." - Julie

"Jeg kan ikke spise i selvskab med andre, fordi jeg ikke bryder mig om den måde, folk kigger på mig. Det afskærmer mig også en del socialt for alt skal planlægges og tilrettelægges efter det og det faktum, at jeg stadig træner meget." - AnneMette

"Jeg vil gerne glemme det uopnåelige skønhedsideal, der hele vejen har været mit mål og lære at leve med, at jeg ikke skal være perfekt men er skøn, netop som jeg er, uanset hvor utopisk den tanke er lige nu. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal komme derhen." - Julie

"Jeg begyndte på afføringspiller. For at mine forældre ikke opdagede det, tog jeg dem sammen med min medicin for angst og depression. De anede ikke, hvor mange piller, jeg skulle have, så jeg kunne trygt og beroligende smile til dem. De anede ikke, at de var direkte vidner til, at jeg ødelagde min krop." - Sandra

 

"Kampen mod min krop er stadig i gang. At bade er det værste for mig, fordi jeg derved tvinges til at se på mig selv og de kilo, jeg efterhånden har taget på.

Jeg drømmer om at få et normalt forhold til mad en skønne dag. Men om det sker, ved jeg ikke." - Christine

"Selv at gå i bad var en udfordring for mig. Jeg kunne ikke holde mig oprejst, så det endte med, at jeg satte mig i brusekabinen for at få skyllet sæben af kroppen, inden jeg kæmpede mig ud på badeværelsesgulvet." - AnneMette

" Jeg begyndte at få hævede områder på min knæ og ankler, fordi væsken ikke kunne forlade min krop. Nogle gange hævede mit ansigt og hænder og lidt." - AnneMette

"Det er så kliché-agtigt, men havde jeg brug for at græde, gemte jeg mig i badet. Der kunne ingen nå mig." - Emilie

"Jeg brød selv sammen foran mor, for jeg kunne ikke længere selv holde masken og kunne ikke holde ud at se de andre i den smerte. Jeg indvilligede selv i at søge hjælp, så længe jeg ikke blev indlagt." - AnneMette

"Vægten stod stille i et halvt år, og det irriterede mig! Jeg ville under de 50 kilo – mere ville have mere." - AnneMette

"Jeg begyndte at veje mig konstant, og jeg spejlede mig så snart jeg havde muligheden, men jeg blev ked af det, hver gang jeg gjorde det. Når jeg så på mig selv, syntes jeg fortsat, at jeg var for tyk på trods af, at mine ribben stak langt udover maven og var markante." - Irene

"Nogle dage havde jeg mest af alt lyst til at smadre vægten. Men den var jo min eneste og sande ven." - Sandra

"En dag sagde mor, at de ville fjerne vægten, så jeg ikke længere kunne veje mig. Jeg gik i panik. Uden vægten var jeg ingen." - Jonas

"Selv min bedste veninde forstod ikke, hvorfor vægten var så vigtig. Den ville fylde alt for meget i bagagen sagde hun. Jeg kunne ikke forklare hende, at skulle jeg vælge mellem den og hende på ferien, blev det vægten." - Louise

"Vrede, sorg, glæde, angst. Alle følelser forbundet med den skide vægt. Men jeg kunne jo ikke lade være. Den fortalte mig den bitre sandhed; at jeg var for tyk! Ingen andre turde jo fortælle mig det." - Kamilla

"Jeg elskede min badevægt. Jeg nød at stille mig på den inden jeg tissede, efter, inden jeg gik i bad og efter. Bare for at se, hvor lavt jeg kunne få tallene ned." - Mille